Tag-arkiv: Vejle kommune

Dr. Nielsens vinterhyggemaraton : frem og tilbage

Vejle. 14. januar 2024.

Resultat

  • Startnr.: 70
  • Distance: maraton
  • Placering mænd: 9 af 81
  • Tid: 03:28:15
  • Tempo: 04:56 min/km
  • Hastighed: 12,2 km/t

Løbsoversigt

Hvert år i januar arrangerer Vejle IF Dr. Nielsens vinterhyggemaraton. Konceptet er simpelt. Løb et halvmaraton. Drik en Dr. Nielsen og løb et halvmaraton mere.

De der er kommet lidt tidligere end mig, kan nå en kop morgenkaffe og morgenmad. Jeg har overnattet hos min søster i St. Velling og har både spist og drukket kaffe. Der er tid til at hilse på gode løbevenner fra nær og fjern inden start.

Løbere i et fugtigt landskab.

Starten går inde i en af hallerne i DGI-byen. Herfra løber vi ud på Vestre Engvej. Den følger vi frem til Vejledalen, som vi løber under. Herfra følger vi Bindeballestien.

Bindeballestien følger Vejle Ådal. Vejle Ådal er en tunneldal, som opstod ved at smeltevand eroderede landskabet under istidens østjyske iskappe. I ådalen løber Vejle Å.

Jeg har åbenbart fået hurtigskoene på og de første 10 kilometer er overstået på 50 minutter. Den slagt holder jo ikke nødvendigvis hele vejen og med et jubilæumsløb lige om lidt, er det vigtigere at undgå skader, end at holde tempo.

Enkelte steder hvor vi krydser små landeveje, er der sat hjemmeværnsfolk ud til at stoppe trafikanterne. Der er masser af depoter på ruten, men jeg har selv vand og energi med.

Ved Vingsted forlader vi Bindeballestien og fortsætter ad Vingstedvej, der bliver til Kjeldkærvej, som bliver til Ravningvej. På småvejene herude har underlaget ændret sig fra asfalt til grusvej. Ravningvej bliver til Tørskindvej, som så bliver til Slotbjergvej.

Det eneste depot jeg stopper ved, er det ved Bindeballe Gl. Station. Her er der Dr. Nielsen. Til stor skuffelse for bonderøven i depotet, vil jeg ikke have sprøjtet Dr.Nielsen i munden af ham. Jeg vil faktisk kun smage lidt og jeg tager kanylen med Dr. Nielsen og doser selv, hvor meget jeg vil ha’.

Ved vendepunktet. Foto: Tina Merete Nielsen, Vejle IF.

Dr. Nielsen er en bittersnaps med bl.a. pomerans og stjerneanis. Det er længe siden jeg har drukket Dr. Nielsen sidst. Jeg husker den som bedre, men måske var det fordi jeg var småfuld sidst jeg drak Dr. Nielsen?

Arrangørerne har ændret ruten lidt, så der er en forlængelse efter Dr. Nielsen-depotet. Her skal vi frem og tilbage ad Bindeballevej, der er noget kuperet.

Efter at jeg vender rundt på Bindeballevej er det samme vej tilbage. Nu med vinden i ryggen. Og det går jævnt nedad. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg løber nedad på turen tilbage til Vejle. Selvfølgelig gik det overvejende opad da vi løb ind i landet, men det syntes ikke at være så meget, som det nu går nedad.

Efter målgang stryger jeg direkte i bad. Jeg når du lige at høre Steen sige: “Fuck du havde fart på”, efter at han, kort efter mig, krydser målstregen. Og jo. Det er en af de sjældne dage, hvor jeg kommer i mål med en tid, der er under 3½ timer.

Startnummer og medalje.

Efter badet finder jeg en plads ved et af langbordene. Henter en cola og en portion pasta med kødsovs. Efterhånd som folk kommer ud af badet, bliver pladserne ved bordet taget af gode venner. Tid til en hurtig evaluering af løbet – og medaljens beskedne størrelse.


Dr. Nielsens vinterhyggemaraton

  • Arrangører: Vejle IF
  • Land: Danmark
  • Start: DGI Huset, Vejle
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: asfalt, grus
  • Deltagerantal: 277
  • Sko: Adidas Solar Boost 5

Batman Cannonball Marathon : Syvårssøerne

Frederikshåb Plantage. 28. august 2021.

Resultat

  • Distance: maraton
  • Tid: 03:57:22
  • Tempo: 05:37 min/km
  • Hastighed: 10,7 km/t

Løbsoversigt

Batman Cannonball Marathon er et løb der har hjemme i Odense, men i dag er det rykket vest på. Dagens løb er i terrænet omkring Syvårssøerne.

Batman Cannonball Marathon arrangeres af Ricky Batman og Lone. De har flere gange deltaget i sh løb, så det er på tide (og med stor glæde) at Mette og jeg nu kan sætte kryds ved deres løb.

Batman har rundet de 450 maraton og Lone har løbet over 400 maraton. Derudover har de en del ultraløb på cv’et, så det er et par erfarne løbere der står bag arrangementet.

Vi løb i Frederikshåb Plantage med start, depot og mål på Vestre rullebane/Almstokbanen. Herfra løber vi til højre af Nørrevej. Den følge vi rimelig længe.

Løbet er i gang.

De første 5 km af kvartmaratonruten er nydelig skovløb på flade grusveje. Herefter kommer et kort asfaltstykke ad Rygbjergvej. Hvor vi forlader asfaltstykket er der et lille vanddepot. Snart herefter følger rutens højdepunkt ved Syvårssøerne. Et meget smuk område med sand og lyng og lidt vand. Der er ikke så meget vand i søerne i dag. Her er også et sandet trailstykke. Masser at opleve!

Tilbage mod depot (og senere mål) kommer er der et kort sandet stykke mere. Men der er mest grusvej og vi slutte på et lige opløb ad Søvej. Seværdig rute.

Der er et par småbakker og terrænet går lidt op og ned. Men ruten må kategoriseres som flad. Alligevel bliver den sidste runde hård. Måske pga sandet – eller også er det bare mig der er ved at blive en halvgammel mand.

Rute er markeret med flag og for dem der er til den slags, er ruten lagt ud som gpx-fil på løbet site.

Da jeg skulle finde vejnavnet på startstedet bemærker jeg en kommunegrænse langs vejen.
Løbet var slået op som et løb i Billund kommune. Men et nærmere kig på Openstreetmap og efterfølgende på Billund kommune på kort og Kort Vejle (Openstreetmap er ikke autoritative data, så mere officiel kilder måtte i brug), afslører at vi startede og løb de første meter langs kommunegrænsen – på Vejlesiden!

Kort mere stjernemarkering syd for sort streg.
Udklip fra Vejle kommunes digitale kort. Den sorte streg er kommunegrænsen. Den lyserøde stjerne markere startstedet. Var vi gået et par meter ind mellem træerne nord for vejen havde vi startet i Billund kommune.

Syvårssøerne

“De mystiske Syvårssøer har deres navn af den simple grund, at de ikke altid er der. Fra gammel tid har man bemærket, at søerne dukkede op ca. hvert syvende år, eller også brugte man blot det magiske 7-tal til netop det uforklarlige.
Fakta er, at søerne opstår og forsvinder med højden på grundvandet. Og selv om store mængder nedbør får grundvandstanden til at stige, er det ikke ensbetydende med svulmende søer. Grundvandsspejlet har sine egne “bakker og dale”, og derfor er Syvårssøerne ganske uforudsigelige.”
(citat: Naturstyrelsen: Syvårssøerne)

Terrænet ved Syvårssøerne.


Batman Cannonball Marathon # 85 – Syvårssøerne

  • Arrangør: Ricky Batman Andersen & Lone Friis
  • Land: Danmark
  • Start: Frederikshåb Skovturs Trec Bane
  • Distance: maraton, halvmaraton
  • Underlag: grus, skov, sand, meget lidt asfalt
  • Deltagerantal: 18
  • Sko: Brooks Glycerin 16

Batman Cannonball Marathon