Nord for Limfjorden ved Nørresundby findes en flot gravplads fra yngre jernalder og vikingetiden: Lindholm Høje. Her findes flere hundrede skibssætninger og over 700 grave – mest brandgrave.
Lindholm Høje var aktiv begravelsesplads fra ca. 400 til 1.000. De ældste grave med ubrændte døde har med få undtagelser ingen stenmarkering.
Nogle af gravene har trekantede stensætninger – ofte med en bautasten i midten. Dateringen af disse grave er usikker, men arkæologerne antager, at de skal dateres til 500-årene.
Der er over 100 ovale stensætninger fra brandgrave. Ud fra gravgaver som lerkar, perler og dragtspænder er disse grave blevet dateret til 600- og 700-årene. I slutningen af 700-årene er de ovale grave afløst af skibssætninger. Der er over 130 skibssætninger fra 700- og 800-årene. I 900-årene gik man tilbage til jordfæstegrave.
Ved Lindholm Høje har der været mindst to landsbyer. Men området var plaget af sandflugt og omkring år 1100 blev Lindholm Høje forladt og sandede til.
“De første begravelser er anlagt på den højeste del af bakken, men efter næsten 600 års brug flyder stenkredsene ud over den bløde bakke til alle sider. Mellem 15 og 20 generationer fra nærtliggende landsbyer har begravet deres kære her. Da landsbyernes befolkning blev kristne og begyndte at begrave deres døde i indviet jord ved kirkerne, blev bakken i stedet en del af dagliglivet, men det skulle vise sig at blive skæbnesvangert. I slutningen af 900-tallet lå heren gård med marker omkring, og flere gårde blev anlagt i tiden op til begyndelsen af 1100-tallet.
(…)
I begyndelsen af middelalderen blev sandflugten for stor en plage for Lindholm Højes beboere, og de forlod stedet.
(…)
De tykke sandflugtslag skjulte Lindholms Højes historie godt lige indtil slutningen af 1800-tallet, hvor danselærerinden Ida Augusta Zangenberg fra Thisted skabte stor interesse for stedet. Hun var en ivrig amatørarkæolog, og hun gik i gang med arkæologiske udgravninger på stedet for at afdække sandlagenes hemmeligheder.”
(citat: Danmarks oldtid i landskabet. Lindhardt og Ringhof, 2019)
