Vildtbanegård – fra bondegård til almene boliger

Vildtbanegård er navnet på Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 almene boligkompleks i Ishøj. Engang var det en bondegård.

Den seneste Vildtbanegård blev opført efter en brand i begyndelsen af 1870erne. I 1875 blev den købt af Jens Bay. Hans søn Valdemar overtog sener gården og efter ham overtog Jens Bays barnebarn Philip den.

Vildtbanegård beskrevet i Danske Gaarde : Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Dansk Landøkonomisk Forlag, 1914. Bd. 4.

Philip Bay måtte afhænde gården i 1964, men blev boende på gården frem til 1969, hvor Vildtbanegård (som gård) måtte vige for byggeriet af Vildtbanegård (som almen boligkompleks) afd. 2.

Vildtbanegård havde i sin tid 50 tønder land. Navnet “vildtbane” kommer fra de kongelige vildtbaner omkring Tranegilde.

På vildtbanen ved Tranegilde jagtede kongerne markvildt. Området var afgrænset af vildtbanepæle. Én af dem står stadig og kan ses i Dyreparken vest for Tranegilde.

Vildtbanegård på 4 cm kort 1953-1976. Kilde: Historiskatlas.dk. Gården er markeret med rød streg.

Køge Bugt loven

Køge Bugt loven blev vedtaget den 17. maj 1961. I henhold til lovens §1 var lovens formål “…at bistå de kommuner i området langs Køge Bugt, som må forventes at blive omfattet eller berørt af en kommende bydannelse i området, med at tilvejebringe et grundlag for de enkelte kommuners byplanlægning, at samordne byplanlægningen af området med hensyn til dets anvendelse m.v. og at sikre områdets udbygning i en hensigtsmæssig tidsfølge.”

Loven tegnede en fremtid med byområderne langs Køge Bugt. Det betød nedlæggelse af mange gårde og gartnerier. Få år efter vedtagelsen af Køge Bugt loven måtte Vildtbanegård vie for byudviklingen.

Almene boliger

Det Sociale Boligselskab af 29. januar 1946 købte den første grund i Ishøj i 1969. De første lejligheder i Vildtbanegård afd. 1 stod klar i 1971. I 1973 startede byggeriet af Vildtbanegård afd. 2, hvor de første lejere flyttede ind i efterår 1974.

Efter nogle økonomiske vanskelige år for Det Sociale Boligselskab begyndte byggeriet af afdeling 3 i 1977.
Siden er facaderne på alle tre afdeling blevet renoveret.

Etagebygningerne i afdeling 1, 2 og 3 blev bygget med flade tage. Omkring 1990 blev de flade tage udskiftet med traditionelle saddeltage med røde teglsten, kviste og stort udhæng.

Vildtbanegård i 1970erne. Foto: Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening.

Ud over at løse problemet med utætheder i de flade tage, skaffe tag-renoveringen nye lejligheder og forskønnede betonblokkene betydeligt. I dag fremstår Vildtbanegård afdeling 1, 2 og 3 ganske indbydende og er klart skønner end eksempelvis Vejlegårdsparken i Vallensbæk.

Vildtbanegård afd. IV er den senest tilkomne og består af to bygninger ved Ishøj Station. Begge bygninger har butikker i en del af stueetagen. Afdeling IV er bygget i 2012 og adskiller er arktiske fra de øvrige afdelinger.

Fokus på Afd. II

Inden de flade tage blev udskiftet, med skrå tage og de medfølgende nye lejligheder med skråvægge, var der 644 lejligheder i Vildtbanegård afd. 2.
Bygningerne blev opført i 1973-1975. Arkitekt på projektet var Mangor og Nagel.

Blokkene er anlagt omkring en central plads med en gennemgående sti der forbinder de overordnede stisystemer i Ishøj.
Bebyggelsen blev opført som et elementbyggeri med bærende tværvægge i beton. Facaden var oprindeligt malet med forskellige mættede farver. Døre og vinduer var malet med klare signalfarver for at bryde monotonien. Opgangsnumrene var udført i supergrafik og gavlene var forsynet med billeder i kraftige farver udført af maleren Poul Agger.

Parkering og bilisme var fra starten henlagt til kvarterets periferi, så byrummet mellem husene kunne benyttes til rekreative formål.

De oprindelige lejligheder var fordelt på 7 lejlighedstyper fra et til fire rum – fra 38 kvm til 106 kvm. De fleste var 3-4 rumslejligheder på ca 90 kvm. Med tagrenoveringen omkring 1990 kom der flere lejlighedstyper til og den samlet antal af lejligheder kom op på 817. Der var rejsegilde for de tagrenoveringen 23. februar 1990.

Den central gård i Vildtbanegård Afd 2, 2017.

I nullerne blev facaderne renoveret og bragt om til nutidens krav til isolering. De nye facader blev udført med murede stueetager, mens de øvre etager blev beklædt med lakerede alusandwichplader. De oprindelige trævinduer blev også udskiftet, ligesom Poul Aggers malerier og supergrafikken med husnumre er fortid.

Vildtbanegård kerne er stadig bilfri og der er masser af legepladser mellem boligblokkene. I den store centrale gård er der desuden en petanquebane og en svævebane.

Vildtbanegård

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.